Den anonyme ytringsfrihed

Det er efterhånden længe siden, jeg har blandet mig i dagens debat, men ovenstående klumme af en vis Rachel Adelberg Johansen fik mig dog til at fare i blækhuset med følgende korte bemærkning i Stiftstidende den 5. februar:

Rachel Adelberg Johansen fra den antimuslimske forening Trykkefrihedsselskabet ytrer sig 3.2. om straffelovens § 266b, der forbyder at lægge befolkningsgrupper for had på grund af race, etnicitet, religion eller seksuel orientering. Fru Johansen er modstander af denne paragraf, som ifølge hende fratager borgerne “retten til at fortælle folk, hvad de ikke vil høre”.
Da denne ret vel også må gælde mig vil jeg hermed benytte lejligheden til at fortælle fru Johansen, at jeg er en varm tilhænger af § 266b. I Danmark har vi ytringsfrihed – under ansvar, og dette ansvar reguleres bl.a. af § 266b. Problemet er, at paragraffen er blevet helt udvandet, når det f.eks. ikke engang har været muligt at dømme Jyllands Posten for de bevidst forhånende Muhammed-tegninger. Dertil kommer, at strafudmålingen er alt, alt for lav. Det burde minimum koste 30 dages fængsel at overtræde § 266b. Som det er nu, kan opmærksomhedshungrende personer som Firoozeh Bazrafkan skaffe sig et martyrium ved at overtræde paragraffen. Det hører ingen steder hjemme.

Sædvanen tro blev min kommentar mødt med total tavshed. Fru Johansen og hendes ligesindede har åbenbart besluttet ikke at bruge deres ytringsfrihed til at diskutere med mig, og det må de selvfølgelig selv om. Alligevel kom der en reaktion, som lå i min postkasse i går, nemlig nedenstående postkort:

Som det ses er kortet anonymt, og det er ikke engang muligt at se, hvorfra det er sendt. Men det er jo tydeligvis fra en person, der ikke er enig med mig, og det behøver vedkommende heller ikke at være. Men det ærgrer mig, at personen bag postkortet har brugt tid på både at skrive kortet og sende det til mig personligt i stedet for at imødegå mit synspunkt i en åben diskussion i Fyns Stiftstidende. Det virker noget inkonsekvent, når man formentlig er enig med fru Johansen i at ytringsfriheden ikke skal begrænses. Så burde man da netop ytre sig offentligt via et læserbrev.

Dertil kommer, at jeg kun har mulighed for at replicere her på min blog. Jeg ville f.eks. gerne i Stiftstidende have påpeget, at § 266b hverken kan og skal beskytte knivstikkere eller landsforrædere. Knivstikkeri henhører under straffelovens § 245, der har en strafferamme på op til 6 år, medens landsforræderi hører under § 98, hvor strafferammen er helt op til livstid.

Hvordan min ukendte penneven kan blande disse meget alvorlige forbrydelser ind i en sag om ytringsfrihed, ville jeg da gerne have en debat om. Men det er altså ikke muligt. Med mindre at vedkommende læser med her på bloggen og måske har lyst til at tage diskussionen op. Det kan jeg da håbe på.